REVOLUTION - power to the people

Tigermor!


For fanden hvor jeg er vild med hende – hende den lille professor Amy Chua,  som har sat det meste af den vestlige verden på den anden ende med hendes selvbiografiske skildring af hendes opdragelse af sine 2 smukke, talentfulde og glade døtre.
 
Hovedpointen, set med mine øjne, er at den vestlige verdens velstands- og valgorienterede livs-paradigme er ved at overleve sig selv og overhales med ekstrem hastighed af sultne og dedikerede kontinenter og nationer, der vil ofre mere og gå længere for at opnå – ja, netop velstand.

Det er så skide nemt at forholde sig til, at en mor tvinger sin datter til at øve og øve indtil hun kan spille et bestemt musikstykke. Fratager hende mad, toiletbesøg og søvn. Og ja, isoleret set, er det helt sort. Men det er jo netop ikke isoleret, der skal ses på det! Det er en læringsrejse, en opdragelse, en coaching, en erfaring, som stoppes i barnets mentale rygsæk, en livserfaring, som der kan trækkes på når livets udfordringer står i kø og venter på at blive løst.

For! For, som de misforstående og blødsødne kritikkere glemmer, så vil en excellent præstation (som at kunne spille en musikstykke perfekt i en meget ung alder er) udløse uanede mængder af positiv, anerkendende energi fra omgivelserne. Og lur mig om ikke det påvirker et barn positivt.

Det kan ikke være så svært at forstå at kunsten ”at gøre sig umage” er befordrende for det gode liv. Jeg vil tillade mig at citere Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Institut som siger at: ” Vi (Red.: Danskerene) gør os ikke umage, vi tager velfærden for givet. Vi er slaskede og dovne, og vi risikerer at ende som 'Frilandsmuseum Danmark', hvis vi ikke begynder at stramme os an…

I REVOLUTION stræber vi efter den højeste standard i alt hvad vi gør og siger og vi hylder de rebeller, der taler højt og tydeligt om virkeligheden uanset hvor ussel den ser ud.

Sommerferien står for døren, solen skinner, så hyld Amy ved at læse hendes bog. Læs den ord for ord, fra ende til anden. og vigtigst: Læs mellem linjerne og skriv dig pointen bag øret.

Tak Amy og god sommer til dig og dine tøser!

Revolutionæren!