REVOLUTION - power to the people

"Vi er kommet rigtig godt fra start!"
 

Agheee, men for fanden da - hvad sker der lige for Statsministeren? Hvorfor skal hendes eget ego-forstyrrede selvbedrag deles med os andre? Det er både uforståeligt og helt urimeligt!

Svaret er deprimerende: Fordi nogen har bildt, ifølge Henrik Dahl, vores spejlblanke regeringschef ind, at det virker... (at lyve)! Det er sgu mere reglen end undtagelsen, at sandheden pyntes og sminkes til ugenkendelighed. Og det er ikke første gang, at jeg farer i blækhuset over det.
 
Det er en amoralsk tendens, som ikke bare florerer i det politiske miljø. Det kommercielle Danmark er inficeret. Direktionsgangene runger af SPIN. Smarte tekstvridere med kriminelle personlighedstræk, der desværre havde ambitioner ud over at være leverandør af forsamlingshus-retorik, har fået kronede dage som kommunikationsrådgivere.

Det er, for mig, vildt provokerende, at det er blevet en ledelsesdisciplin at opsøge rådgivere, der kan stimulere og forstærke ledelsens selvbedrag. Et selvbedrag der ene og alene har til formål at bevare magten.

For nylig lagde jeg øre til en historie om en fantast, der bi-jobber som adm. dir, der i sin visdom var nået frem til, at hans virksomhed var en veltrimmet sydeuropæisk fodboldklub, der spillede med om Champions Leauge-trofæet. Intet kunne være mere forkert! På en god dag kunne selv en novice se, at hans virksomhed lignede et nedrykningstruet Brøndby-hold. Og han bad så sit dyre københavner-bureau fortælle denne historie internt til en såret organisation.

Det var sgu lige så komisk som det var tragisk.

Men... kun så længe han har magten, så længe kan han, som Helle-pigen, manifestere sit selvbedrag med løgne. Længere er den ikke!

Og så kan det da godt være, at både Helle og de mange direktioner vil føle sig pikerede, når jeg sammenligner dem med alverdens mest usympatiske tyranner og diktatorer - men hul i det!

I REVOLUTION tror vi på sandheden, vi tror på at sandheden ofte er ilde hørt - og at de der har mest behov for den, opsøger den mindst. Kender du en der ikke tør, men har behov for at komme i kontakt med den virkelige verden, så stik mig et mobilnummer og jeg ringer ham eller hende op!

Revolutionæren!